Hvorfor Stucco Lustro i stedet for maling, det er jo meget dyrere?
Stucco Lustro giver rummet et eksklusivt særpræg med en ekstraordinær lysrefleksion. Materialet fremstår som en poleret sten med fremragende patineringsevne. Stucco Lustro er holdbart og bevarer sin skønhed i hundreder af år. Stucco Lustro giver et godt indeklima og modvirker mikroorganismer.
Hvilke typer bygninger passer Stucco Lustro til?
Stucco lustro kan udføres i så mange variationer, at det kan passe til alle slags bygninger - både klassiske og moderne.
Hvilke slags overflader kan Stucco Lustro udføres på?
Stucco Lustro kan udføres på alle typer af overflader, blot de er helt stabile, tørre og uden revner og ujævnheder. Mur, puds, gipsplader, beton, malede overflader osv. Overflader af træ kan give sig ved temperatursvingninger eller fugt, derfor egner de sig ikke. Kan anvendes på vægge, lofter, gulve og fritstående elementer som pejsekerner og skillevægge.
Kan man lægge Stucco Lustro på gipsplader eller lignende?
Ja, det kræver blot, at pladerne sættes på metalrammer, så de er helt stabile, og at sammenføjninger og indvendige hjørner dækkes med armeringsvæv og spartles ud.
Kan man anvende Stucco Lustro på krumme overflader?
Ja, vi udfører mange runde søjler, og buede overflader. Modsat marmorplader og fliser kan de krumme overflader behandles med Stucco Lustro uden fuger.
Hvilke farver kan det laves i?
Stucco Lustro kan laves i alle farver fra diskret hvid over kraftige kulører til dyb sort. Vi blander farven efter dit ønske og afstemmer den med omgivelserne. Kom med et farveeksempel eller en farvekode. Der kan også tilsættes fx perlemor, sort sand eller knust farvet marmor til at give struktur. Kom ud og se eksempler hos os.
Kan Stucco Lustro bruges i badeværelser?
Ja, Stucco Lustro har den store fordel fremfor fliser og kakler, at det udføres uden fuger i eet helt stykke. Den udføres ovenpå almindelig vådrumsikring, og overfladen kan beskyttes med et ekstra lag parafinvoks. Det kalkholdige i Danmark vand gør, at man skal være opmærksom på at tørre af efter brug, så der ikke dannes kalkaflejringer. Evt. kan man benytte et andet materiale i selve brusenichen.
Hvordan vedligeholder man Stucco Lustro?
Stucco lustro er meget holdbart og stort set vedligeholdelsesfrit. Vi afslutter behandlingen med et lag naturlig bivoks, der beskytter overfladen mod snavs. Vokslaget kan let genopfriskes efter en del år. Aftørres med en støveklud eller en hårdt opvredet klud. Der anvendes ingen rengøringsmidler. Kalkfjerner må ikke anvendes, da materialet er kalkbaseret.
Er Stucco Lustro meget sart?
Stucco lustro er en stenhård, stærk overflade, der holder i hundreder af år. Overfladen er diffusionsåben (den ånder) og bør derfor ikke udsættes for rødvin, kaffe, olie mv. Som ved alle andre overflader kan slag mod væggen med hårde genstande forårsage skader. Vi anbefaler derfor fodlister og evt. hjørneprofiler på offentlige steder med stor trafik eller i restauranter og andre steder, hvor der køres med rengøringsvogne o.lign.
Kan skader repareres?
Ja, slag og misfarvninger kan udbedres. Da overfladen udføres i eet stykke kan det ikke garanteres at en reparation bliver helt usynlig. På Stucco Lustro med struktur er det lettere at få en reparation til at falde ind i den oprindelige overflade.
Hvad består materialet af?
Vi udfører Stucco Lustro med materialer, Ampio importerer fra de bedste producenter i Italien. Det er rene naturmaterialer, der består af en blanding af læsket kalk og knust marmor. Blandingsforhold og marmorkornenes grovhed kan varieres, og dermed kan man opnå forskellige variationer i overfladens udtryk. Forskellige former for tilslag kan desuden tilsættes.
Er der nogen miljøproblemer forbundet med Stucco Lustro?
Stucco Lustro er et rent naturprodukt. Der er ingen risici forbundet med at opholde sig i rum behandlet med materialet. Der afgives ingen farlige stoffer, tværtimod giver det et sundt og behageligt indeklima. Materialet er basisk, derfor modvirker det desuden skimmel. I forbindelse med håndtering af materialet i forbindelse med påføring skal man være opmærksom på det er basisk indtil det hærder og at det derfor kan ætse.
Jeg har allergi. Hvordan påvirker en Stucco Lustro overflade min sundhed?
Stucco giver et ekstraordinært sundt indeklima, da materialet er et rent naturprodukt og modvirker skimmel. Når materialet er hærdet svarer overfladen til at opholde sig i en tør klippehule.
Kan Stucco Lustro bruges udendørs?
I Italien bruges Stucco Lustro ofte udendørs på villaer og palæer fx i Venedig og omegn. Herhjemme anbefaler vi ikke Stucco Lustro til udendørs overflader, hvor temperaturen kan komme under -10°C.
Kan jeg lave Stucco Lustro behandlingen selv?
Stucco lustro er et specialhåndværk som det kræver uddannelse og lang erfaring at udføre holdbart og smukt. Ampio anbefaler derfor ikke, at man selv går i gang. Vi samarbejder med de dygtigste italienske specialister.
Hvad koster det?
En færdig Stucco Lustro overflade koster nogenlunde det samme som pålægning af almindelige fliser, eller tapet i den høje prisklasse. Se mere om priser under produkt - eller bed om et overslag på baggrund af dit projekt.
Kan jeg købe materialer hos Ampio?
Ampio importerer materialer fra Italien til vore egne opgaver. Vi sælger ikke videre til private.
Hvad hvis man vil fjerne en Stucco Lustro overflade igen?
Der er ingen problemer ved at male oven på en Stucco Lustro overflade - men vi har aldrig oplevet af folk ønsker at gå tilbage til en traditionel behandling, når de har oplevet en godt udført Stucco Lustro.
Hvor kommer Stucco Lustro materialet og teknikken fra?
Der er en lang tradition for Stucco Lustro i Italien, eksempler på overfladens anvendelse findes så langt tilbage som til Pompeii ved vor tidsregnings begyndelse. Materialet produceres af kalksten fra Dolomitterne og knust marmor som produceres af resterne fra marmorbrud i Italien.
Hvilken forberedelse kræves der?
Overfladen skal være helt stabil og uden revner og ujævnheder. En nypudset overflade skal tørre i henved 4 uger. En gammel overflade repareres og om nødvendig fuldspartles den.